E-kuld 2022

3 gule og 4 sorte hvalpe efter

Nanna og Mochipappa's Bobby McFerrin

Alle hvalpe er hos deres nye ejere


Bobby

For flere oplysninger om Bobby:

https://www.hamming.dk/Labrador/m-s-bobby-mcferrin/ 


Nanna

Labrander Blanka DK06930/2018

HD A

AD 0

Portrætter af de syv små E-bamser

Mandag d. 2.5.2022:

Der er sket mange ting i de sidste par uger.

Vi havde hvalpetester Rikke Birk til at teste dem. Hun sagde generelst om kuldet:

Hvalpetest ved Kennel Ukilas Labradors 28.04.2022

Jeg har i dag testet et kuld Labrador Retriever hvalpe. Kuldet tæller 7 hvalpe, fordelt på 5 tæver og 2 hanner. Alle hvalpene virker veltilpasse og er velnæret. De har fine muligheder for leg uden for og har en fin indendøres hvalpegård i husets køkken. De virker på alle måder velsocialiseret. Hele kuldet har meget milde gemytter og skal lige se tingene an før de kaster sig ud i ny verden. De vil generelt helst være to om tingene og går helst ikke forrest. De ligger generelt med middel energi og tager generelt tingene meget roligt. Et dejligt kuld familiehunde, som snart skal indtage verden.

Mvh

Rikke Birk Nielsen (Veterinærsygeplejerske, Adfærdsbehandler, Instruktør & Hundemassør)


Hvalpene blev chipmærket i fredags og i dag har dyrlægen kigget dem igennem og godkendt dem med ug. De er desuden blevet vaccineret, så de nu er klar til at indtage verden sammen med deres kommende ejere.


Vi har haft alle hvalpe med ud at køre og været på skovtur med dem enkeltvis. Alle var helt med på at skulle på skovtur, mens køreturen blev modtaget med lidt småpiberi, som man kan forvente.

Nu skal de sidste dage bruges til at nyde dem i fulde drag, inden de nye ejere overtager.


Torsdag d. 14.4.22:

I dag er hvalpene 5 uger. De vejer omkring 4 kg, så det er noget af en tilvækst. 

Det er heldigvis blevet lidt mildere i vejret, så hvalpene kan komme lidt mere ud. Det synes de er fantastisk, men hvor bliver de hurtigt trætte. Om formiddagen, hvor de er mest udhvilede, vil de gerne ind og sove efter at have fået deres morgenmad ude og leget lidt, men så snart de vågner igen, laver de et hus uden lige indtil de får lov at komme ud igen. 

Alle de kommende ejere har været på besøg, og desuden har børnebørnene været her på ferie et par dage, så de har fået masser af opmærksomhed og leg og kæl. 

Torsdag d. 31.3.2022:

Hvalpene er 3 uger i dag, og der er sket meget siden sidste opdatering. Hvalpene har fået deres første måltider som ikke kommer direkte fra Nanna. Det skal de lige vænne sig lidt til, og det er et værre griseri de første gange, men appetitten fejler ikke noget. Det varer ikke længe inden de har helt styr på den måde at spise på.

De har fået udvidet deres hjemlige område med en udgang fra fødeekassen og ud i en lille hvalpegård.

De har også været en tur ude på terassen og græsplænen, hvilket de synes var en stor mundfuld. Men vi ved jo at om ganske kort tid, så nyder de at være ude og lege.

Tirsdag d. 22.3.2022:

Hvalpene er nu 12 dage gamle og har ca fordoblet deres vægt siden fødslen. De fylder godt ved mors mælkebar. Nanna ligger ikke så meget ved dem mere, de får måltider nu, hvor Nanna går ind til dem og nusser og slikker dem og giver dem mad. Og så forlader hun kassen igen. I mellemtiden ligger de i bunker og sover oven på hinanden. De er tæt ved at kunne gå nu, selvom benene vakler meget under dem. Vi går nu spændt og venter på, at de skal åbne øjenene om få dage.

De har nu fået navne: 

Hanner:

Eddie (Gul)

Echo (Sort)

Tæver:

Ella (Gul)

Eiva (Gul)

Ester (Sort)

Enja (Sort)

Emmi (Sort)

Det er jo heldigvis sådan, at de kommende ejere kan kalde dem lige det, de har lyst til, men stambogsnavnene kommer til at begynde med E denne gang.

Mandag d. 14.3.2022:

Hvalpene er nu 4 dage gamle, Deres samlede vægt er øget med 1 kg. De har øget deres vægt med mellem 25 og 32%. De tager godt fra, når Nanna holder mælkebaren åben. Nanna er blevet mere afslappet over for de to andre hunde, og Daisy har lært at hun skal  respektere Nannas signaler, ellers falder der brænde ned. Vi har derfor i dag fjernet hegnet omkring fødekassen, så det bliver lidt mere som vanligt. Daisy er meget nysgerrig på de små, men respekterer at mor Nanna siger: "Nok se men ikke røre".

Nanna ligger rigtig meget hos de små, men er også begyndt at hoppe ud af kassen og hygge med resten af familien, når de små er godt mætte. Der skal dog ikke meget uro fra kassen til, før hun er der som en mis, hvis ellers en hund kan det!

Torsdag d. 10.3.22

Nanna har i nat født 7 hvalpe. Den første blev født kl 0.35 og den syvende og sidste blev født kl 3.45.

To hanner, en gul og en sort

Fem tæver, tre sorte og to gule.

Alle hvalpe spiser, sover og småpiber hvis mælkebaren pludselig er for langt væk.

Nanna er træt, men passer hvalpene til UG

I dag d. 2.3.22 er der en uge til termin

Maven vokser og spændingen stiger